Historie

Siden etableringen har der med mellemrum være rettet politisk og ministeriel fokus mod offerrådgivningen, bl.a. blev det i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse fra 4. juli 2006 præciseret ”at offerrådgivningsordningen ikke kun omfatter voldsofre, men alle ofre for forbrydelse, herunder f.eks. ofre for gaderøveri eller andre former for røveri, ofre for trick og ” tasketyveri, ofre for indbrud i beboelser og fritidshuse, samt ofre for blufærdighedskrænkelse og andre mindre alvorlige sædelighedsforbrydelser.”

Det fremgår endvidere, at ordningen også omfatter vidner og pårørende til ofre for forbrydelser. I omtalen af flerårsaftalen 2007-2010 vedrørende politiets virksomhed fremgår det bl.a.: Fra Folketingets side lægges der fortsat stor vægt på, at politiets i de relevante tilfælde vejleder ofre for forbrydelser m.v. om muligheden for at få støtte og vejledning fra offerrådgivningerne.

Det fremgår også, at der med politireformen sker den ændring, at udstedelse af generelle retningslinjer flyttes fra Justitsministeriet til Rigspolitichefen. Denne ændring betyder, at det er Rigspolitichefen der skal ”stå i spidsen for styrkelse af ordningen med offerrådgivning”, og det er politidirektøren i den enkelte politikreds, der har ansvaret for, at der er en offerrådgivning, hvilket ansvar er tydeliggjort ved, at offerrådgivningen er indføjet som et element i direktørernes resultatkontrakt.

I modsætning til alt andet frivilligt arbejde er offerrådgivningen et tilbud, der er fastsat ved lov, og som er understøttet af en række bestemmelser udstedt af de centrale myndigheder, hvilket gør ordningen til noget specielt i forhold til andet frivilligt arbejde og dermed også et forpligtende arbejde. Senest kan dette ses i en bekendtgørelse fra 21. september 2007 om bl.a. politiets pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager, hvor det af § 1, stk. 1, nr. 4 fremgår: ”muligheden for at få støtte ved en offerrådgivning,”.

Dette er uddybet i Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/2007 om ”Vejledning, orientering og underretning af forurettede i straffesager” hvor offerrådgivningen er nævnt i afsnit 2.1.4. Offerrådgivningens målgruppe

I bemærkningerne til lovforslaget er offerrådgivningernes opgave først og fremmest at yde hjælp til personlig støtte til ofre for forbrydelser, yde vejledning om mulighed for professionel hjælp og bistand, endvidere efter behov kunne medvirke som bisidder. Behov for rådgivning har ændret sig siden 1998, idet der har vist sig et udækket behov for støtte og vejledning hos pårørende til ofre og hos vidner til forbrydelser. Der har også været et stigende antal henvendelser fra ofre for alvorlige trafikulykker. Offerrådgivningens målgruppe er derfor udvidet til at omfatte ofre, pårørende og vidner, hvilket bl.a. fremgår af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse fra juli 2006, hvor der er sket en præcisering af målgruppen.

Offerrådgivningen på Fyn og Øerne

Allerede i september 1997 blev der taget initiativ til oprettelse af en offerrådgivning i Odense. Umiddelbart efter et møde på politigården blev der nedsat 3 udvalg, der skulle arbejde med lokaler, PR og med at etablere kontakter til relevante samarbejdspartnere.

Den første tid(1998) var turbulent, idet møderne blev afholdt på skiftende lokalstationer.

Rådgivningen var udstyret med én mobiltelefon, der ikke kunne benyttes alle steder på grund af dårlig forbindelse, hvorfor telefonsamtaler med ofre måtte foregå i det fri.I de efterfølgende år blev der etableret et tættere forhold til politiet, idet der blev mulighed for at benytte lokaler på politigården og senere et mere fast tilholdssted hos nærpolitiet på Odense Banegårdscenter. Rådgivningen har siden september 2000 haft fast tilholdssted i lejede lokaler i 5000 Odense C.

I november 1998 blev afholdt et møde på Politigården i Svendborg med en gruppe på 10 personer og politimesteren, hvor formålet var at aftale, at der skulle arbejdes på at etablere offerrådgivning i politikredsen. Efter en række møder blev det klart, at gruppen ville dele sig i to, således at den ene skulle dække Svendborg og den anden skulle dække resten af politikredsen. Gruppen i Svendborg holdt til i lokaler hos ”Kontakt Mellem Mennesker” og den anden gruppe holdt til hos ”Selvhjælp på Midtfyn” i Ringe. I 1999 ophørte gruppen i Svendborg og rådgivningen blev herefter varetaget af offerrådgivningen på Midtfyn. I 2001 ophørte tilknytningen til ”Selvhjælp på Midtfyn”, og samme år stiftede offerrådgivningen en selvstændig forening, og det blev aftalt med politiet, om at offerrådgivningen kunne låne et lokale på Politigården i Svendborg til personlige samtaler og møder. Dette blev vendepunktet for offerrådgivningen, der nu begyndte at få henvendelser fra ofre.

Der blev etableret offerrådgivninger i Middelfart, Nyborg og Assens, men disse rådgivninger blev i årene 2000, 2004 og 2006 overtaget af Odense.

For at få et fælles ”talerør” for alle offerrådgivninger i landet blev landssammenslutningen ”Offerrådgivningerne i Danmark” stiftet i november 2001 – i daglig tale forkortet til OID.

Begge offerrådgivninger på Fyn er medlem af sammenslutningen.